Ny OK sejler


Købsguide til kapsejladsklar OK-jolle

Denne købsguide er fremstillet til dig, der overvejer at anskaffe dig en OK-jolle. Teksten tager udgangspunkt i, at det er en kapsejlads-jolle du er på jagt efter, men kan i sagens natur også danne grundlag for jollekøb, selvom du kun agter at sejle med dine sejlerkammerater i den lokale klub.

Vi har valgt at opdele teksten i forskellige underkategorier, som hver især kan vægtes forskelligt. Men, hvis du agter at anskaffe dig en kapsejladsjolle, så er det en klar anbefaling, at du overvejer anbefalingerne fra alle kategorierne.

Minimumsvægt

OK-jollens minimumsvægt på 72 kg, er ret høj i forhold til bådens størrelse. Det betyder, at bådene holder i mange år. OK-jolle-feltet indeholder adskillige både, der har op til 25 år på bagen. De ældre både er lige så lette og stive som den dag de blev bygget, så alderen er ikke et problem mht. anskaffelse. Hvis båden er godt vedligeholdt, skal du ikke være bange for at købe en båd fra 90’erne.

Jollen må bygges af træ eller glasfiber, eller en kombination. Nogle sejlere har præferencer for én type jolle, mens andre foretrækker en anden. Generelt holder glasfiberjollerne i længere tid end en træ-jolle, og rigtig mange joller vil være fremstillet som en kombination, hvor jollens skrog er udført i glasfiber mens dækket er lavet af træ. Materialet er i høj grad en smagssag!

Krydsfinersbåde og glasfiberbåde, performer ens på kapsejladsbanen, så materialet har kun betydning for den visuelle oplevelse, samt vedligeholdelse af båden.

Hvis du gerne vil blande dig helt i toppen af feltet ude på kapsejladsbanen, så skal du nok ikke vælge en jolle, der er 5 kg. for tung. Men, for langt den største del af feltet, så er det ikke et par kg. ekstra på jollens totalvægt, der giver den største udfordring. Lad dig derfor ikke afskrække af lidt ekstra på vægten. Du kan sagtens være med alligevel. INDHOLD

Skrog-design

Dette er et emne, du som OK-jollesejler vil få mange hyggelige aftener til at gå med, når du samtaler med dine sejler kammerater.

Der, hvor der er mest forskel på, de forskellige designs, er volumen i forskibet. En gammel tommelfinger­regel siger, at hvis du er let, skal du gå efter en slank båd, mens tunge sejlere vil have glæde af en både med noget mere fylde. Der er dog talrige eksempler på at, lette sejlere sejler stærkt i fyldige både og tungere sejler i slanke både. Man kan (selv som forholdsvis ny sejler) godt mærke forskel på de forskellige både. Men om den ene type passer til dig eller ikke, er mere et spørgsmål om temperament… - end om kropsvægt.

De mest kendte joller-designs, på det Danske marked er:

  • Kategorien - meget fyldig båd
    • Henriksen, også kaldet klubformen. (En forholdsvis ekstrem båd, der er konstrueret med meget fylde i hele bunden af skroget. Det er en super hurtig båd i let vind, men er generelt ikke et allround valg.
  • Kategorien - Fyldige både:
    • Delf, Hylander og Krause
  • Kategorien – Mellemfyldige både
    • Oddersborg og Hein
  • Kategorien – Slanke både
    • Synergy, Icebracker, Strandberg, BIG og Idol

Det kan ikke understreges nok, at der ikke er bevis for, at noget er hurtigere and andet. Der er talrige eksempler på, at folk der har skiftet båd og er blevet hurtigere. Det betyder ikke nødvendigvis, at de har fået en hurtigere båd. De har bare fundet den båd der passer godt til deres sejlstil.

De fleste OK-joller fra 1990-2010 (Ca. DEN 1260-DEN1400), er selvbyggede både, hvor hjemmebyggere har købt et glasfiberskrog fra en bådebygger, og selv efterfølgende har lavet og monteret et trædæk. Siden 2010, er flere værfter begyndt at bygge OK-joller professionelt. Der er, de seneste 10 år, kommet 250 værftsbyggede joller på det Europæiske marked, og heraf er ca.100 af dem leveret til Danmark.INDHOLD

Budget

Det første du skal gøre dig klart, er hvilket budget du har til din nye OK-jolle. Generelt er der god mening i det gamle mundheld: ”Du får, hvad du betaler for”. Og, heldigvis får man generelt rigtig meget for pengene, når du køber en OK-jolle. INDHOLD

0-10.000 kr.

Her er vi på markeder som DBA - eller tilsvarende. Der vil oftest være tale om en ældre jolle i en baghave, eller en jolle der de seneste år har stået hengemt i et hjørne på havnepladsen.

Typisk vil det være en Henriksen fra 70’erne, eller en ældre træbåd. Det kan være en udmærket båd, hvis dit formål er at komme på vandet og mærke, hvordan en OK-jolle sejler. Samtidig er det en fin ”indgang” til at melde sig ind i fællesskabet, og komme på vandet.

Hvis du kaster dig ud i denne type investering, vil du højst sandsynligt komme til at bruge en del tid og penge på reparationer og udskiftning af beslag. Denne type opgaver er en gevinst for nogen, mens det for andre vil være en evig kilde til irritation. Gør op med dig selv, om ”restaurering” indgår i dine fremtidsdrømme om OK-jollen. Det er meget sjældent, at joller i dette prisleje bruges til kapsejladser, uden at der samtidig udføres tilhørende reparationer. Masten vil være i aluminium, og sejlet sikkert også af ældre dato. Det er en båd man køber, hvis alternativet er ”ingen” OK jolle. Båden kan være fin til at sejle lidt lokalt eller som sommerhusjolle. INDHOLD

10.000-20.000 kr

Allerede her begynder det at ligne noget, og du vil i denne (og i de følgende priskategorier) kunne finde brugte joller under ”Grejbørsen” på www.okjolle.dk.

Du vil, i denne kategori, kunne komme ombord i en glasfiber-jolle med træ-dæk, som sandsynligvis vil være en jolle fra 80’erne eller 90’erne. Båden har typisk en af de tidlige kulfibermaster, og et sejl i en rimelig stand. Bådene i denne prisklasse, er typisk ikke nogen skønhedsåbenbaring og kan måske være lidt i den tunge ende (Se i øvrigt afsnit ”Minimumsvægt”)

Hvis dette er dit budget, så er det en rigtig god ide at finde en båd, der har sejlet meget de seneste år. Hvis du kan se, at den tidligere ejer har deltaget i flere stævner og været aktiv i hjem-klubben, er der en god mulighed for at de fleste små skavanker er udbedret, og at jollen løbende er vedligeholdt. INDHOLD

20.000-35.000 kr.

Her er vi i den kategori, de fleste førstegangskøbere spørger til. Dette prisinterval kan være en gråzone af joller, der enten er prissat for dyrt eller som kan være et super godt køb. Båden vil typisk være en selvbygget Hylander fra 2000-2010, eller en af de første joller i fuld glasfiber. Joller fra denne kategori falder indenfor ”Både fra det store boom”. Perioden her dækker over starten af den (seneste) store opsvingsperiode for OK-jollen, hvor mange sejlere fik øjnene op for jollen, og den velfungerende klasse.

Her må båden godt se lidt godt ud, og i denne prisklasse er det ikke urimeligt at lede efter en båd, hvor masten passer til dig. Disse både har tit været ejet af en sejler, der har sejlet OK-jolle et par år.

Sælgeren har nok købt ny mast på et tidspunkt, og sælger nu båden med den gamle mast, der fulgte med båden da han købte den. Overvej… - at du jo kan gøre det samme, hvis du vælger at hoppe ombord i jollefeltet i denne kategori! INDHOLD

35.000+ Kr.

Her har du mulighed for at få en virkelig fin båd. Det er ikke ualmindeligt at både i denne prisklasse, sælges uden mast og sejl. Sælger af båden har ofte haft båden fra ny, og passet virkelig godt på den. Disse både har samme fartpotentiale som en ny båd. INDHOLD

Nye både

En ny båd fra en bådebygger koster fra 70000 kr. og opefter + mast og sejl. Alle værfter bygger både af høj kvalitet og bådene ses rundt i de store kapsejladsfelter. Som eksempel kan det nævnes, at ved VM i Frankrig i 2016, var der både fra 7 forskellige værfter i top 10. INDHOLD

Ny selvbygger båd

Hvis du er lidt fiks på fingrene, kan du selv bygge en konkurrencedygtig jolle af et byggesæt. Disse samlesæt tilbydes for ca. 15000 kr. Hertil skal du lægge udgifter til beslag, malerarbejde, mast, bom, ror og sværd. INDHOLD

Råd til køberen – når du er ude at kigge

Hvad skal jeg kigge efter, når jeg er ude og kigge på brugt båd? Rådet er: Tag dig god tid, når du kigger på båden sammen med sælger. Jo ældre båden er, jo mere tid skal du bruge på at gå den efter. INDHOLD

Skroget

Gå skroget i gennem, og undersøg om der er buler i skroget, f.eks. fra uheldig håndtering eller en dårlig jollevogn. Kig efter, om skroget været repareret, og om det i givet fald er udbedret korrekt.

Lidt småbuler i skroget er ufarlige og små-sprækker langs kanten (essing) er ikke ualmindelige på glasfiberbåde. De skyldes som regel at båden er spændt for hårdt på traileren. De har kun betydning for bådens udseende. INDHOLD

Mastespor

Du vil kunne finde både, der har mastespor af krydsfiner, uanset om du kigger efter selvbyggede eller værftsbyggede joller. Har båden stået på havnen, med stævnen nede, så der har stået vand i forrummet, kan du risikere, at mastesporet er råddent.

Check om masten passer i mastehullet. Den skal gå tæt og uden slup i dæk og bund. INDHOLD

Beslag

Er bailerne (nogenlunde) tætte? Bailere er ret skrøbelige. Hvis de en smule bukket, kan de være utætte. Man kan sjældent forvente, at bailere er 100% tætte, men det er irriterende hvis vandet pipler ind, når du sejler i let vejr, hvor det er svært at komme af med det igen. INDHOLD

Ror og sværd

Rorbeslag, skal gå tæt og være uden slup, og roret skal være uden hakker på kanterne. Tag sværdet ud af båden, og se efter hvor slidt sværdet er omkring sværdbolts-hullet. Småsten, kan lave dybe ridser i glasfiberen på sværdet. INDHOLD

Hvad vejer båden?

OK-jollen med trimliner (men uden skøde og sværd) skal veje mindst 72 kg. Vejer jollen mindre, monteres korrektions vægte under hængesiderne, på det forreste skot i cockpittet. Korrektionsvægte skal være oplyst på jollens målerbrev. INDHOLD

Handlen

Når du er blevet enig med sælger om en handel, skal du have klassebeviset med på båden. Dette sendes til Dansk sejlunion, som udsteder et nyt klassebevis til dig. Har sælger ikke et klassebevis på båden, kontakter du Dansk sejlunion og forhører dig om båden er klasset? Er den det, kan du uden problemer få udsted et klassebevis i dit navn. INDHOLD

Køb af båd i udlandet.

Det kan være flere gode grunde til at kigge på jolle i udlandet. Prisen kan være attraktiv, eller måske har du ikke kunne finde en båd herhjemme, der passer til dig og dit budget eller som passer præcis til dine ønsker? Når du køber båd i udlandet, skal du sikre dig klassebevis og måleskema.

Du skal også sikre dig at der er ”plakette” i båden. Plaketten er et blåt klistermærke, som skal sidde i styrbord siden på det bagerste skot i cockpittet. Det udenlandske klassebevis og måleskema (class Certificate og Measurement Form) indleveres til Dansk Sejlunion, som udsteder nyt dansk klassebevis.

Det er ikke altid, den udenlandske sælger har måleskemaet, og det ligger ofte hos landets myndighed. Du kan nøjes med at indlevere klassebevis til Dansk Sejlunion, som så vil rekvirere måleskemaet hos sejlunionen i det land, hvor du har købt båden. Vær opmærksom på at denne procedure kan tage lang tid.

Huskeliste, Hvis du køber båd i udlandet

  • Klassebevis
  • Måleskema
  • Building-Fee plakette i båden.
Disse 3 ting skal følge med båden, ellers har du bare købe en 4 meter lang båd, som ligner en OK-jolle lidt. INDHOLD

”Snakken” på havnen

Et andet godt marked for brugte joller er mund-til-mund markedspladsen. I en klasse med høj vækst, bliver der handlet rigtigt mange jolle til stævner og på træningsaftner. Hvis du er på jagt efter båd, er det derfor en rigtig god ide at dukke op til et af de større stævner. Ved de fleste stævner over flere dage, så er det er mest optimalt at komme forbi lørdag eftermiddag, når sejlerne kommer ind efter sejladserne (Ca. 16 tiden).

Her, vil der være mange joller at kigge på og folk vil have god tid til at snakke. Her er der god mulighed for at høre lidt om folks erfaringer, og få en fornemmelse af om der evt. kunne være en båd til salg, der passer til dig. Spørg på havnen. Langt de fleste sejlere vil sætte pris på en ”hyggesnak” på kajen. INDHOLD

Kast dig ud i det…

Forhåbentlig har den ovenstående tekst været med til at løfte lidt af sløret for, hvordan du bedst angriber projektet ”at anskaffe dig en OK-jolle”. Er du stadig i tvivl, så bliv ved med at holde øje med OK-jolle-klubbens hjemmeside (www.okjolle.dk), som er den platform hvor der handles flest joller. Du finder joller til salg, på fanen ”Grejbørsen”.

Generelt kan det siges, at det er forholdsvis ”ufarligt” at investere i en OK-jolle. Klassen er stor, og den er i vækst. Det betyder også, at du har god mulighed for at sælge jollen igen, hvis det (imod forventning) skulle vise sig, at jollesejlads alligevel ikke er noget for dig.

Kast dig ud i det – Du vil garanteret ikke fortryde det! INDHOLD

Thomas Kvist
Herslev Stand Sejlklub
D. 13/3-2018