Aktuel info fra bestyrelsen


Stævnenyt

Lundeborg har meddelt at de desværre må aflyse vores stævne pga C-19 restriktionerne.

Pt er der ikke nogen dato for lempelse/ophævelse af forsamlingsforbuddet. Indendørsservering bliver efter planen tilladt den 6 maj, men det er uvist i hvilket omfang. Da det er dagen inden stævnet bliver det for usikkert at fortsætte planlægningen.

For Lundeborg Sejlklub er det helt essentielt at alle ca 20 medhjælpere kan deltage, og at både klubhus og spisestuen er helt åben.

Trist men forståeligt.

Tilmelding til de først 1 dags stævner er ved at blive åbnet. Udenlandske sejlere er velkomne hvis ikke deltagerantallet overstiger restriktionerne. Hvis der for mange danske tilmeldt vil der blive trukket lod.

Højer/DEN 20

Højer 12. april 2021



Kielerugen er udsat

Bedst som vi havde udsendt stævnekalenderen blev det meddelt at Kielerugen er udsat til 4- 12 September.

Det er ugen inden Bandol, så hvis man kan rive uge 36 og 37 ud af kalenderen er der basis for en masse sjov.

Flere ændringer følger sikkert.

Højer/DEN 20

Højer 18. marts 2021



Stævnekalenderen 2021.

Kære venner

På diverse FB-sider kan jeg se at der mange steder er kommet rigtigt god gang i sejladserne efter at isen og den værste frost er forsvundet. Personlig har jeg endnu ikke overvundet hverken min kuldskærhed eller mørkeræd så jeg har endnu året først sejltur til gode.

Omsider følger her vores bud på stævnekalenderen 2021.

Bemærk at sæsonen mod sædvane starter med en træningssamling i Egå allerede den 10. april. Info og tilmelding via https://www.manage2sail.com/da-dk

Som forventet er der mange forbehold for om og i hvilket format stævnerne kan gennemføres, så det må vi afgøre når vi kommer tættere på. Næsten alle stævnearrangører har givet deres bekræftelse, men vi mangler endnu en tilbagemelding ang. det først 1 dags stævne i Jylland samt de to weekendstævner efter sommer.

Ranglisten er stadig suspenderet, og vi har endnu ikke lagt os fast på hvordan en eventuel deltagerbegrænsning skal udmøntes, da vi håber på at restriktionerne for udendørssport lempes med forårets og vaccinernes kommen. Hvis der kommer restriktioner vil udvælgelsesproceduren blive udmeldt 2 uger inden det pågældende stævne, så vidt det er muligt.

Bemærk venligst at Warnemünde Woche falder delvis sammen med VM på Garda som næppe bliver et ”rigtigt” VM da Australierne og New Zealænderne ikke kan få deres både frem i tide.

I vinterens løb har vi i øvrigt rundet 200 medlemmer i OK-klubben og vi har af DS fået bevilliget 18.000 kr til træningssamlinger og 12.000 kr til klubjoller.

Omkring julen mistede vi desværre Jacob Witthøft fra Fredericia. Æret være hans minde.

Jacob købte i 2020 en ny Vejle-jolle DEN 1521 med alt udstyr og landvejstrailer som OK-klubben nu har købt af boet efter Jacob. I stedet har vi solgt DEN 1479 til Thorkil fra Furesøen som er ved at få etableret en flittig fleet med Bo Reker og Stefan Myralf som ankermænd. Derfor har vi også langt forårets endags-stævne på Furehavet.

Vi ses snart!

De bedste hilsener

Højer/DEN 20

Jesper Højer 11. marts 2021



Godt nytår 2020/21

Kære OK-venner


Hvorfor se tilbage når det jo ikke er den vej vi skal?

At 2020 var en lang skralder uden vind og modstrøm behøver jeg ikke at minde om. Men elendigheden giver lejlighed til at se nogle knusninger på vandet som vi mentalt kan bruge som trædesten i 2021.

Blandt alle bådklasser i Danmark lykkedes det at få afviklet det største DM i 2020 med stor succes såvel sportslig som socialt, takket være Nyborg Sejlforening. Desværre kunne ikke alle sejle med pga. deltagerbegrænsningen, men det skabte på den anden side en stemning af eksklusivitet som gjorde det mere værdsat for os som var der.

Sammenlignet med andre sportsgrene har sejlsport generelt haft færre begrænsninger i 2020. For OK-klassen specifikt har det været godt at se de mange lokale initiativer og aktiviteter som har givet os mulighed for at få lukket noget af den damp ud som tidligere skete til weekendstævner. Det er en god reminder om at det lokale sociale element er en vigtigt base for de fleste af os, uanset niveau og ambitioner.

Som indikation af det høje lokale aktivitetsniveau i 2020 er der pt. en stor efterspørgsel efter gode brugte joller og en anselig leveringstid for nye joller.

Med den begrænsede mulighed for klubberne til at mødes er de sociale medier vigtige. Personligt kan jeg have svært ved at motivere mig til at tage ud i dårligt vejr, men de hyppige opdateringer på FB fra dem som tager på vandet er en super inspiration, så tak til jer for det. Og til jer i klubber hvor det måske kniber lidt med opbakningen, kan jeg kun anbefale af i bruger FB (eller lign) til at skærpe opmærksomheden og interessen.

I bestyrelsen arbejder vi pt på 2021 kalenderen. Som udgangspunkt er den godt fyldt op, men vi må forberede os på at første halvår kan byde på restriktioner der medfører at vi må ændre planer med kort varsel. Det prøver vi at tilgodese når vi vender tilbage inden længe med kalenderen.

Godt nytår til jer alle. Jeg glæder mig til at ses face-to-face engang i 2021.

Bedste hilsener

DEN 20

Højer 1. januar 2021



Ranglisten 2020 suspenderet

2020 sæsonen er blevet vingeskudt kapsejladsmæssigt. Så derfor suspenderer vi den danske rangliste for år 2020 - på samme måde som den internationale rangliste er på standby.

Kimmer 16. oktober 2020



Fuldmagt til ekstra ordinært årsmøde

Da vi kan blive ramt af forsamlingsbegrænsninger til vores ekstraordinære årsmøde med kort varsel opfordres i alle til at udfylde og sende vedhæftede fuldmagt til mig.

Bestyrelsen opfordrer at i stemmer ja til alle 3 forslag.

De bedste hilsener
Højer
download fuldmagten her

Jesper Højer 4. oktober 2020



Forrige 1 2 3 4 5 Næste