Information om OK-jollen


Jeg vil virkelig gerne sejle OK-jolle.
Men, hvordan kommer jeg i gang?

Overskriften er (for mange potentielle sejlere) et realistisk scenarie! Og, når du er kommet hertil, så er der en god mulighed for, at du godt kunne tænke dig at sejle OK-jolle. Men, hvis du ikke lige kender nogen, der allerede sejler OK-jolle, så er der en temmelig god chance for, at du også har en hel stribe spørgsmål om, hvordan du skal komme i gang? Nogle af spørgsmålene har vi måske allerede et svar til?

Denne tekst er tænkt som en hjælp til, hvordan DU kan komme i gang med at sejle! … uanset om du måske ikke har siddet i en jolle siden Optimist-tiden, eller om du er toptrænet OL-sejler, der bare har lyst til at være med i Danmarks største og hastigst voksende jollefelt for seniorer.

Emnerne herunder er opdelt i kategorier:

  • Hvor kan jeg sejle?
  • Skal jeg købe en jolle eller kan jeg prøve en før jeg køber?
  • Hvilket tøj skal jeg have på første gang?
  1. Hvor kan jeg sejle?

    - Gerne så tæt på din bopæl som muligt, så du bruger din tid på vandet … - i stedet for at bruge din tid på landevejen. Tag kontakt til en af ”OK-ambassadørerne” i en sejlklub så tæt på din bopæl som muligt. De står klar til at hjælpe til med, at du kan komme i gang med at sejle. Og, selvom du ikke lige kan finde en ambassadør i din lokale sejlklub, så ring eller skriv til en af dem på listen. De ved også, hvis der evt. er en OK-ambassadør, der bor tættere på dig. De har alle frivilligt meldt sig som ambassadører, så de vil meget gerne hjælpe dig videre i processen.
  2. Skal jeg købe en jolle eller kan jeg prøve en før jeg køber?

    Dansk OK-jolleklub har nogle låne-joller, som man gratis kan prøve. Det eneste det kræver er, at du selv har en redningsvest, og har passende beklædning til sæsonen. Det er ikke alle klubber, der har denne ordning, men hold dig orienteret på: okjolle.dk, hvor du kan se placering af låne-jollerne.
    Når du så finder ud af, at denne sport er præcis det, som du har glædet dig til, så kan du begynde at kigge efter brugte joller på: okjolle.dk/grejbørsen eller Den Blå Avis?
    Det er naturligvis også muligt at købe en ny jolle, men de fleste starter med en brugt… (Find evt. inspiration på strandberg-marine.com).
  3. Hvilket tøj skal jeg have på første gang?

    Det korte svar er: fornuftig påklædning. Og, selvom det virker som en lidt basal udmelding, så er det vejret (og sæsonen) der dikterer behovet for beklædning. Som udgangspunkt, så er det en rigtig god idé med en våddragt, et par jollestøvler og en redningsvest. Det er en lille investering i fht. de mange fornøjelige timer, som du formodentlig har i vente i denne sport. Nogle kan godt lide at sejle med sejlerhandsker, mens andre sejler uden. Du ved nok bedst om du er typen der kan lide komfortable handsker, eller om du er ”HE-Man” der aldrig kunne drømme om at iføre dig handsker…

    Går du med tanker om at starte hårdt ud i vintersæsonen, så er dette naturligvis også muligt. Men, så skal du investere i en ”bamsedragt” og en tørdragt! Ellers er det ikke forsvarligt at sejle om vinteren! Som udgangspunkt, så er det mest fornuftigt at vente til foråret, hvor vandet ikke er så koldt.

    (Her er et par eksemplet på en billig Start-pakke). Så kan du altid opgradere senere, når du får mere blod på tanden. Husk, at det vigtigste er at komme i gang, og at det ikke bliver en dårlig oplevelse pga. for lidt tøj. Det er bedre at være lidt for varm end lidt for kold.

Se nu at komme i gang! ;-)

Den helt korte besked er, at vi ikke har hørt særlig mange gode undskyldninger for, at man ikke skal sejle. OK-flåden udmærker sig ved at have en meget stor spændvidde. Toppen af klassen kan langt hen af vejen måle sig med OL-sejlere, mens der også er jollesejlere i feltet, for hvem det er en stor sejr ”ikke at komme sidst” i en enkelt kapsejlads. Nogle sejlere er glade for blæsevejr, mens andre bedst kan lide den hyggelige tur på kanten.

Men, vi er fælles om projektet! Og, det er ikke en undskyldning, at man ikke er rutineret! Klassen bakker op om bredden, og tilbyder samtidig udfordringer for eliten!

Thomas Kvist
Jesper Strandberg
D. 16/2-2018